Invitation til markvandring på Mørdrupgård - 08.06.2009

Til alle, der interesserer sig for korn, og især økologisk dyrkning af gamle kornsorter!

Den traditionsrige markvandring og informationsmøde på Mørdrupgård gentages i år både mandag den 22. juni kl 14.00 og igen torsdag den 23. juli kl. 19.00. Vi håber, du kan komme!

Hvert år er antallet af gamle kornsorter, som dyrkes på Mørdrupgård, steget i både antal og omfang. Med støtte fra FødevareErhverv dyrkes i år 200 gamle sorter på et areal på 20 hektar. Det er virkelig imponerende at se mangfoldigheden og frodigheden i de gamle sorter, og vi håber, at vi sammen kan få en god snak om fødevarer, kvalitet, historie, økologi og de perspektiver, der kan ligge i brugen af de gamle sorter.

Der dyrkes både maltbyg, rug, havre, spelt, emmer, hvede og mange andre kendte og ukendte kornarter. Det hele vil blive vist frem, og efter turen i marken bliver der lejlighed til at smage på, ælte i, bage af, og snakke om kornet. Fokus i denne del af arrangementer i år vil være mel og bagekvalitet.
Der bliver også lejlighed til at smage på øl, som er brygget af 50 forskellige byg sorter dyrket på Mørdrupgård i 2008.

Påklædning efter vejret. Tilmelding er ikke et krav, men du er meget velkommen til at give besked, hvis du regner med at komme. Det vil lette vores planlægning.
Har du ikke mulighed for at deltage, så er du også velkommen til at kontakte os og aftale en privat rundvisning enten på Mørdrupgård eller på Gl.Estrup landbrugsmuseum eller hos Anders Borgen ved Mariager, hvor der også dyrkes seværdigt korn.

 

Vel mødt

Per Grupe

Mørdrupgård Korn
Mørdrupvej 5
3540 Lynge
tlf 40212718

 

 

 



Bende Astrup, - siden er sidst opdateret d.8. juni 2009
Copyright 2007-2010 • Aarhus Universitet • Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Webportalen er hostet af Københavns Universitet • Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer